En fortælling om hvordan en DM-titel blev til

Loading
loading..
tineR2

En fortælling om hvordan en DM-titel blev til

juni 24, 2015
Ib Meineche
No Comments

Det var en små kølige, let skyet og blæsende søndag i Randers. Da jeg steg ud af bilen og gik op til indskrivningen syntes jeg mine ben føltes ret stive. Nok stadig lidt brugte efter en hård enkeltstart om fredagen som rakte til en bronzemedalje, men jeg tænkte at en grundig opvarmning nok ville gøre underværker. Jeg syntes det var koldt under opvarmningen, og jeg var som sædvanligt i tvivl om hvor meget tøj jeg skulle have på under løbet, men besluttede mig for at smide min vindvest og kører i kort kort, og det viste sig senere at passe fint til intensitet og temperatur.

Løbsberetning – DM i linjeløb, Veteran. D. 7. Juni 2015. Skrevet af Tine Rasch Hansen 

Vi var et lille felt blandede A og B, D30 og D45 ryttere. Det var lidt svært for mig at holde helt styr på hvem der var D30 og D45 ryttere, og dermed lidt uklart for mig hvem jeg reelt set kørte imod, da vi stod der klar ved starten, men jeg fik nogenlunde styr på det da vi kom i gang.

På de første 2 runder var der ikke var nogen angreb, så tempoet var ikke særligt højt og gik til tider lidt i stå. På anden runde valgte jeg at skrue tempoet op, på den hårdeste af bakkerne, mest for at finde ud af, hvem der kunne gå med. Feltet blev trukket en del ud, indtil jeg valgte slå ud. Herefter det gik det i stå igen.

 

Jeg besluttede at på tredje runde måtte der ske noget! Jeg kørte hårdt væk på toppen af bakken, bed tænderne sammen og holdt på et godt stykke efter bakken, i håbet om at komme væk sammen med 2-3 andre, så vi kunne lave et godt samarbejde i et udbrud. Jeg fik 2 ryttere med. De var begge D45 ryttere, så hvis vi kunne holde udbruddet hjem ville det være super fint for mig. Det var desværre bare kun 2 af os der tog føringer. Det betød at vi ikke kørte stærk nok, og det var samtidig også et irritationsmoment at den 3. rytter ikke samarbejdede. Vi blev derfor hentet af feltet lige ved starten af 4. omgang. Da vi blev hentet gik det hele seriøst i stå. Jeg sad selvfølgelig og var skuffet og ret ærgerlig over at vi ikke kom væk, og min puls var ret høj og kroppen var ligesom indstillet på at køre hårdt.. Tanken om at skulle køre stille og roligt igen i samlet flok tændte mig slet ikke. Uden at tænke så meget valgte jeg at køre kontra på et fladt stykke med let sidevind og medvind. Jeg kørte på min lyst, vrede og intuition.. Jeg tonsede et stykke tid og håbede på et par stærke ryttere var gået med, men da jeg kiggede sad jeg til min skuffelse helt alene, men der var overraskende langt ned til feltet.. Jeg kiggede ned på min Garmin og tænkte SHIT !!! Der er stadig langt hjem…det er dumt det her..! Der var knap 35 km hjem og en del vind. Det var længe at sidde alene i det røde felt, og så risikere at blive hentet af en flok, der nemt kunne save mig midt over i en sprint. Jeg røg ud i en diskussion med mig selv.. Rakte min styrke og evner til så lang en tur selv? Kunne det her lade sig gøre? Var det fordi det var top naivt af mig, siden ingen valgte at gå med? Det var nok ret naivt tænkte jeg, men jeg var tændt på at forsøge at køre min chance og ligegyldigt hvad, så vidste jeg, at jeg ville have minimale chancer for at ramme podiet, hvis jeg skulle spurte om sejren, så jeg tog en beslutning. Jeg holdt på !!! Jeg måtte indstille kroppen på en enkeltstart. Jeg havde kørt en udmærket enkeltstat om fredagen, men tanken om at skulle gøre det igen var jeg slet ikke pjattet med. Jeg valgte alligevel at tænke på, at jeg faktisk godt kan lide at sidde at være i kontrol, fokusere på min puls og kun forholde mig til at træde. Den fik fuld gas på nedkørsler og i sving og det føltes sikkert, fordi der ikke var andre ryttere at forholde sig til, kun et højt tempo. I svingene kiggede jeg rundt i landskabet for at se om de nærmede sig, og jeg så dem ikke på noget tidspunkt. Det motiverede mig meget til at holde ved. Det tydede på jeg havde fået er rigtig godt forspring. Jeg lukkede mig inde i ”enkelstart mode” og koncentrerede mig om at få drukket og spist en gel, så jeg ikke gik ned på brandstof. Jeg vidste at med den intensitet jeg lå med, ville jeg fyrer en del kulhydrat af, og det ville være en skandale at blive hentet, fordi jeg var gået sukkerkold på de sidste km.

 

Femte runde var mentalt hårdest. Der var stadig langt hjem og jeg vidste, at jeg virkelig var sårbar på stykkerne med meget modvind og sidevind, men jeg koncentrere mig om at holde pulsen stabil og høj.. Jeg måtte bare koncentrere mig at køre så hurtigt som det var muligt for mig, mere kunne jeg ikke gøre. Tanken om at kunne køre alene over målstregen som Danmarksmester sad hele tiden i mine tanker. Det holdt mig til ilden og fik mig til at gøre mig virkelig umage hele vejen.

 

På sjette runde kunne jeg mærke at kræfterne efterhånden var ved at være brugt.. Jeg måtte for første gang ned på lille klinge på bakkerne. Det nappede i lårene, og jeg tænkte at nu var det virkelig godt det snart var overstået! Jeg så et stort felt nærme sig i det fjerne, og jeg nåede at tænke at nu var det måske snart slut. Jeg kunne se at det var et herre felt, men det kunne ikke udelukke at damerne måske var blandet lidt ind i feltet, eller måske kom de lige bagefter. Tanken om at blive hente kort før målstregen fik mig til at bide tænderne yderligere sammen og trampe igennem. Jeg fik Tour de France billeder frem. Scenariet man har set utallige gange, hvor hårdt arbejdende ryttere bliver hentet af sprinterholdene lige inden målstregen. Den tanke måtte jeg væk fra, den var ekstremt nedbrydende. Jeg var 100% klart på at kæmpe med alt hvad jeg havde for at holde den hjem. Jeg kunne dog mærke at mine ben ikke var klar på at lave hverken ryk eller spurt. Så hvis de kom bragede forbi, ville jeg være ude af stand til at hægte mig på. Mine ben føltes tømte. Jeg måtte bare holde på og køre så hurtigt som muligt og tro på tingene.

 

Det viste sig at det var H40 feltet der kom bragende forbi mig med ca. 2 km til mål. Rytterne gik så lidt i stå igen, og jeg blev ligesom fanget lidt af feltet og fik brudt min rytme. Samtidig sad jeg og frygtede at damerne kom tonsende lige efter. Nærmest i panik fik jeg råbt at jeg gerne ville forbi, og det var der nogen der forståeligt nok blev lidt utilfredse med og kommenterede, men jeg ville i hvert fald ikke sætte sejren til, ved at blive bremset så tæt på målstregen. Jeg kørte lidt i panik uden om en del H40 ryttere, som så igen nåede at overhale mig. Ret forvirrende og nok lidt fjollet af mig, men jeg var ikke super realistisk på det tidspunkt og ville i mål alene, uanset hvad! Jeg kiggede mig igen over skulderen ved 1 km til målstregen, og så at der ikke var nogen damer i syne. Først her vidste jeg at den var hjemme, og fattede faktisk slet ikke helt at det virkelig var lykkedes mig at køre væk på den måde. Det var en helt utroligt forløsning og samtidig en super fed fornemmelse at køre solo over målstregen som Danmarksmester i D30 klassen. Det viste sig at missionen lykkedes med 5-et-halv minut til feltet, så jeg kunne åbenbart godt have slappet lidt mere af derude. Efter løbet kom der med det samme mange fra klubben og ønskede mig tillykke, og det var virkelig fantastisk at kunne dele glæden med mine klubkammerater.

Da vi skulle på podiet var der lidt forvirring blandt 2. og 3. pladsen, fordi det var gået vildt for sig i svinget inden opløbsstrækningen. Den ene rytter var blevet skubbet op på fortovet og valgte at gå i dommervognen for at gøre indsigelse, men fik dog ikke ændret på resultatet. Jeg stod i ventetiden og blev endnu mere glad for jeg havde kørt solo i mål. På podiet kom vi. Medaljerne blev uddelt og jeg fik en alt for stor Danmarkstrøje på, der netop nu er sendt til DCU i håbet om at få en XS retur.

Alle Danmarksmestrene blev til sidst samlet på podiet og der blev spillet nationalmelodi. Det hele blev pludselig meget højtideligt og smukt, imens jeg stolt stod på podiet spejdede ud over de vindblæste marker i Randers.

 

 

Layout mode
Predefined Skins
Custom Colors
Choose your skin color
Patterns Background
Images Background