Amatør

Loading
loading..

//Amatørlicenscyklingen i Aarhus//


Velkommen til vores side om amatørcyklingen i Aarhus. Licenscykling er “rigtigt” cykelløb, der er organiseret under DCU. Man kører om point til statistikken, og bliver rykket op eller ned som følge af ens præstationer. Da klasserne er niveaureguleret vil man, som oftest, køre mod folk på ens eget niveau, og dermed få god modstand.

Klasserne i Danmark spænder sig helt fra D-klassen, som er en meget broget klasse. Her finder man både ryttere med lille løbserfaring, samt tidligere motionister, der har både power og teknisk snilde. Allerhøjest finder man A-klassen, hvor de største danske cykelhold begår sig. Se mere om vores A-team under fanen Elite.

Nedenfor har vi forsøgt at svare på de allermest gængse spørgsmål om licenscyklingen:

//Sådan kommer du i gang med amatørlicenscykling//
Har du et licens, hvor der er tilknyttet en chip, kan du deltage i alle løbsformer under DCU: MTB, Cross, Bane, Salesport (Kunstcykling) og landevej.

Hvis du ikke har en chip tilknyttet dit licens, kan du ikke deltage i landevejsløb. DCU åbner dog for mulighed for, at man kan prøve at køre 5 løb uden licens. Er du interesseret i det, så henvend dig til kassereren, som oplyser om reglerne for det såkaldte klippekort.

//Sådan køber du licens// 
Du skal selv søge om licens. Dette gøres på hjemmesiden www.dcu-licens.dk. Kun aktive medlemmer af CK Aarhus kan få licens gennemklubben. Er du i tvivl om proceduren, så skriv til klubbens kasserer, eller forhør dig tilfælles træningen.

//Klasserne//
For Senior/Junior-rytterne er klasseinddelingen en blanding af styrke og alder. De aldersinddelte klasser er Junior (U19) H40, H50, H60. De øvrige klasser, A, B, C og D er inddelt efter styrke. Man starter i C eller D-klassen og ender i A-klassen, når man har indkørt point nok.

//Tilmeldingen// 
Du skal selv tilmelde dig landevejs-licensløb på tilmelding.dcu-licens.dk. Når du har modtaget din chip dit rygnummer er det ganske simpelt at tilmelde sig sit første løb.

//Chip og rygnummer// 
Licens og tilhørende rygnummer – og chip, hvis du har købt eller lejet denne – sendes via post fra Danmarks Cykle Union. Hvis du køber licens og chip i løbet af året udleveres dette i dommervognen ca. 2 uger efter ansøgningsdato. Du kan selv henvende dig i dommervognen, eller kommissærerne kan vælge at udlevere dit licens og din chip til et andet klubmedlem, som så er pligtig til at kontakte dig.

//Ekviperingen// 
Det vigtigste tøj for en cykelrytter er cykelbukserne. Cykelbukser er specielle, fordi der er syet en pude i, som beskytter mod en “øm bag”. Cykelbukserne skal bruges uden undertøj for ellers vil syningerne i undertøjet genere. Ud over cykelbukser er der selvfølgelig trøjer (korte og lange), lange bukser, vintertøj osv.

Alle cykelklubber har deres eget cykeltøj med deres eget design. Tøjet skal altid benyttes ved cykelløb. CK Aarhus klubtøjet kan købes i klubbens butik på klubmodul, eller direkte ved tøjdagene. Hold øje med hjemmesiden her, og klubbens interne facebookgruppe, for mere info om disse. Da CK Aarhus klubtøjet bærer vores sponsorers reklamer / logoer, bruger vi tøjet så meget som muligt, dvs. også under træning.

Når du starter i klubben vil det være en god ide, at du anskaffe dig et par cykelbukser og en cykeltrøje. Det andet tøj kan du købe efter behov hen af vejen eller du kan bruge noget andet sportstøj (vindjakke o.l.) hvis du har det.

Når vi træner om vinteren, er det vigtigt med vindtæt overtrækstøj og vinterhandsker. Almindeligt skiundertøj kan med fordel benyttes.

//Sko og klamper//
De har en hård sål, så man ikke bliver øm i foden af at træde i pedalerne. Med cykelsko sidder foden “fast” i pedalen, så man både kan træde og trække med foden. Man kan dog fint starte træningen i et par kondisko og så skifte til rigtige cykelsko, når man er tryg ved cyklen og de andre ryttere.

//Hjelmen// 
ALLE kører med hjelm til træning og cykelløb. Der findes hjelme i alle prisklasser, men det vigtigste er at hjelmen er godkendt og passer til dig. Hjelmen skal selvfølgelig sidde godt og fast på dit hoved. Du bør jævnligt tjekke din hjelm for defekter. Har hjelmen små “flænger” eller lignende så er den defekt og kan ikke give dig optimal beskyttelse hvis uheldet er ude.

//Cyklen// 
Når du skal ud at købe cykel for første gang, kan det være svært at vide hvilken cykel, der er den bedste til dig. Spørg gerne din træner til råds.

Det vigtigste er, at du får en cykel der passer dig, for ellers kan du ikke håndtere den, hvilket går ud over sikkerheden, ikke bare for dig selv, men også dem der kører omkring dig. Du skal også være meget opmærksom på, at cyklens gearing passer til din alder. Inden du og køber en masse udstyr (cykel og tøj) så kan du evt. lige spørge i klubben eller se på vores hjemmeside om der er nogen der har noget til salg, de andre ryttere vokser jo også fra deres udstyr.

//Dit første landevejsløb – har du husket det hele?// 
Når du tilmelder dig løbet via tilmelding.dcu-licens.dk orienterer du dig samtidig om start/mål/parkering/omklæding/bad osv. under løbets propositioner.

Kom til løbet i god tid, så du har tid til parkering, omklæding, indskrivning, opvarmning, opfyldning med vand, mm.

Sammen med dit licens har du fået udleveret to rygnumre, De fastgøres vandret på din klubtrøje med sikkerhedsnåle over lænden – et nummer på hver siden. Der må ikke klippes i numrene og de må ikke foldes (kan udløse en advarsel og et krav om at købe et nyt rygnr.). Hver klasse har forskellige farver på rygnumrene, så er det meget nemmere at følge med i, hvor man hører til (f.eks. havde D-klassen orange numre i 2014).

Indskrivning er typisk i et telt tæt på målstregen, hvor du sætter din autograf ud for dit navn og tjekker at dit rygnr. er korrekt.

For nye amatørryttere er det vigtigt at vide, at man f.eks. ikke må køre med andre felter i løbet af cykelløbet – det går altså ikke lige at snige sig med A-klassen, hvis de kommer og passerer ens eget felt.

Husk altid din chip og dit rygnr. – at køre løb uden udløser en advarsel. Skulle du være så uheldig at glemme det en enkelt gang, er det muligt at låne i dommervognen imod aflevering af gyldigt licenskort. Husk at aflevere det lånte tilbage straks efter du kommer i mål.

Det er ikke muligt at rykke op/ned til sin aldersklasse i forbindelse med distriktsmesterskaber. Man kører mesterskab i den klasse, man på det pågældende tidspunkt er licensberettiget i (f.eks. kan en H50 rytter, der er rykket op i H40, ikke rykke tilbage til H50 til jysk-fynsk mesterskab). Ved aldersinddelte DM løb (f.eks. veteran DM og børne/unge DM) kan man fortsat rykke op/ned til sin aldersklasse.

Hvis du bruger medicin, som er på dopinglisten, er det vigtigt, du har taget dine forholdsregler mht. lægeerklæringer, specialtilladelser fra Anti Doping Danmark osv. – se mere på www.antidoping.dk

I amatørlicens cykelløb skal du altid køre i den klubdragt, som er godkendt ved DCU.

//Præmier og point// 
Præmiering/opnåelse af point til statistikken/oprykning i licenslandevejsløb: der er præmie til være 3. tilmeldte rytter i et løb (fra 30 deltagere er det til hver 5.) – f.eks.: 13 deltagere = 5 præmier / 47 deltagere = 14 præmier (typisk vil der som regel være maks. 15 præmier i hver klasse uanset antal deltagere efter 55).

Point gives til præmiegivende placering således: nr. 1 – 8 point, nr. 2 – 6 point, nr. 3 – 5 point, nr. 4 – 4 point, nr. 5 – 3 point, nr. 6 – 2 point, fra nr. 7 og resten af præmierækken gives 1 point (selvom der på Sjælland ikke er helt så mange præmier i løbene, så vil point til statistikken blive givet som om der var præmier iht. gældende regler).

Nogle enkelte løb, f.eks. det interne indledningsløb, gadeløb o.lign. giver ikke point til statistikken.

I hver enkelt klasse er der regler for, hvor mange point, man skal have for at komme op i næste klasse. Fx kræver det 24 point at rykke fra D til C-klassen. Mere info om de aktuelle pointkrav kan findes på DCUs hjemmeside under Love & Regler.

Den aktuelle statistik kan ses på resultat.dcu-licens.dk. I 2014 sluttede klubben med rigtig mange point, og det håber vi naturligvis også på at gøre i år.

//Sikkerhed// 
Et ofte stillet spørgsmål går på: Er cykelsport farlig?
Nej! Ifølge flere opgørelser ligger cykelsporten langt nede på listen over farlige sportsgrene. Men det kan godt se meget dramatisk ud, når der er styrt i et felt eller under træning, men oftest er det heldigvis kun småskrammer.

Husk at færdselsregler gælder også for cykelryttere. Også når de kører cykelløb, og det vil kommissærerne som regle minde dig om, hvis du gør noget forkert eller ulovligt.

Når vi træner, forgår det som regel på de små og mindre befærdede veje. For alles sikkerheds skyld er det vigtigt, at ALLE retter sig efter trænerens anvisninger når vi færdes i trafikken. Er der nogle der ikke kan finde ud af det, så bliver de høfligt sendt hjem.

Vi starter altid træningen i samlet flok og vi sørger altid for, at alle kommer sikkert hjem til klubben igen. Der er ingen der bliver sat af et eller andet sted hvis de ikke kan følge med. Hvis man ikke kan følge med, bliver man hjulpet hjem til klubben igen. Alle skal sikkert ud og hjem.

Når vi kører løb, er en del af ruten ofte afspærret eller ensrettet for øvrig trafik. Der vil også være vejposter / hjemmeværn til at dirigere trafikken så rytterne kommer sikkert igennem løbet.

Men husk, det er stadig dit eget ansvar at køre efter færdselsreglerne!

//Forsikring// 
Hvis ens cykel under et løb bliver beskadiget, f.eks. hvis man styrter, er det rytterens egen ulykkesforsikring der dækker. Man skal altså sikre sig, at man har en kasko, der dækker ved uheld både under træning og ved løb. Så undersøg hvad din forsikring dækker – det er aldrig sjovt at være på bagkant med det, når man først har brug for hjælpen.

//Transport// 
Klubbens medlemmer er flinke til at hjælpe hinanden med at komme til og fra cykelløb i private biler. Sædvanligvis imod et beskedent tilskud til brændstof mm.

Får du et lift af andre til og / eller fra løb, så vil evt. skader på din cykel i den forbindelse være dit eget ansvar. Klubben har ingen forsikring, der dækker, hvis cyklen bliver beskadiget. Derfor er det en god idé selv at undersøge, om det er muligt at få cyklen forsikret mod transportskader.

Layout mode
Predefined Skins
Custom Colors
Choose your skin color
Patterns Background
Images Background